Om Liv i Ler og mig

Grundstenen i mit liv og også i mit arbejde med keramikken er min kristne tro. Troen indebærer håb, glæde og Guds kærlighed som fundament.

Mit ønske er, at min keramik bringer glæde, liv, fred og eftertanke 💚

Da jeg for et par år siden besluttede mig for at gå i gang med at lave keramik igen, var det nærmest som at komme hjem. Jeg har tidligere beskæftiget mig mest med at male, og keramikken var gledet i baggrunden, men da jeg påny fik ler mellem hænderne, var jeg solgt.
At arbejde med ler giver mig så megen glæde, kreativitet, liv og ro.

Så jeg har indrettet mig et keramikværksted og købt en keramikovn, og jeg elsker det. 

Jeg har kaldt min lille hobbyvirksomhed "Liv i Ler", fordi det er sådan, jeg opfatter arbejdet med leret. En lerklump forandrer sig stille og roligt til en lille kreation af liv i former og smukke farver.

I mit arbejde med leret, har jeg fra begyndelsen nok en idé i hovedet om, hvad jeg vil lave, men hvert lille værk får hurtigt sit eget liv. Det viser sig ligesom i former og strukturer for mig, indtil det færdige skulpturelle udtryk kommer frem.

Processen fra lerklump til færdigt værk tager tid. Først laves den grovere modellering, og når leret er tørret noget tid og blevet læderhårdt, skal alle detaljerne fremhæves og forfines med diverse redskaber. Når leret så er helt tør, skal værkerne brændes første gang/forglødes. Efter de kommer ud af ovnen, er det tid til at glasere. Jeg maler 3-5 gange på hver lille blomst med mindst to og tit flere glasurer, og når dette er gjort, brænder jeg tingene igen, så glasurerne smelter fast på leret. Det er lige spændene hver gang ovnen skal åbnes. Glasurerne er følsomme over for temperaturer, placering i ovnen osv. så de færdige værker varierer i udseende fra brænding til brænding. 

Jeg glæder mig over, at kunne dele min keramik her på siden, og vil løbende lægge billeder op i galleriet med nye værker og igangværende arbejder. 

Jeg håber, du får lyst til at følge med 💚